Forældrerådgivning
Den amerikanske børnepsykolog Ross Greene siger at al adfærd er kommunikation, og at børn med deres adfærd viser os, at der er krav i omgivelserne, der overstiger deres færdigheder. Med andre ord er der noget de ikke kan endnu. Oplever du som forælder at dit barn ind imellem eller måske ofte har vredesudbrud – råber, slår eller sparker. Du forstår ikke hvorfor og du synes det er uforklarligt og opstår ud af det blå?
Samarbejdsbaseret problemløsning (Collaborative and Proactive Solutions (CPS)) er en rigtig god og konkret metode til at afhjælpe sådanne ”uforståelige og pludselige” vredesudbrud eller ”uhensigtsmæssig” adfærd. I samarbejdsbaseret problemløsning er udgangspunktet at der bag al problematisk adfærd (eks. verbale udbrud eller aggressiv adfærd) ligger et uløst problem. Et uløst problem skal forstås som en forventning til barnet fra omgivelserne som det har problemer med at indfri. Det kan eksempelvis være at barnet har svært ved at slukke for sin skærm når han skal i seng om aftenen. Eller den unge har svært ved at stå op om morgen, så der er tid nok til at komme i skole til tiden. I stedet for at fokusere på de konflikter der opstår, træder man i samarbejdsbaseret problemløsning et skridt tilbage og fokuserer på den specifikke situation hvori problemet opstår. Fokus er altså på sammenstødet mellem de krav barnet oplever i sin hverdag og de færdigheder barnet har til at løse de krav der stilles.
Hvis der er en forskel mellem krav fra omgivelserne og barnets færdigheder så opstår den uhensigtsmæssige adfærd. Når man arbejder med samarbejdsbaseret problemløsning så forsøger man i stedet proaktivt og i samarbejde med barnet at løse de specifikke problemer der er.
Metoden er særdeles velegnet til at ”løse” problemer i hjemmet. Jeg hører ofte forældre sige til mig at der er skænderier over ”små ubetydelige situationer”. Men også at disse ”små ubetydelige” situationer ofte ender med at skabe dårlig stemning og mange konflikter. Fordi samarbejdsbaseret problemløsning er en konkret metode der netop tager udgangspunkt i de specifikke ”små ubetydelige situationer” der opstår i hverdagen er den så meningsfuld fordi de løser det der fylder i det daglige.
Konkret arbejdes der med de såkaldt Plan B samtaler som består af tre trin.
Trin 1 er ”Empatitrinnet” hvor barnet udtrykker sine bekymringer. Her udviser man en oprigtig og antagelsesfri nysgerrighed overfor barnets perspektiv. Vi lytter som voksne til barnets perspektiv og barnets side af sagen på en oprigtig nysgerrig og interesseret måde.
Trin 2 er ”Voksenbekymringstrinnet” hvor den voksne får mulighed for, fra den voksnes perspektiv at give udtryk for hvorfor den voksne er bekymret for barnet over det konkrete uløste problem. Den voksnes bekymring handler typisk om en bekymring for hvordan det uløste problem påvirker barnet selv eller barnets omgivelser. Det er vigtigt at understrege at de to bekymringer – altså barnets bekymring og den voksnes bekymring ikke er modstridende eller konkurrerende, men blot forskellige.
Trin 3 er det såkaldt ”Invitationstrin”. Det består i at man i et ligeværdigt samarbejde med barnet finder løsninger på problemet der både tilgodeser barnets og den voksnes bekymring.
Lad os tage et eksempel på et uløst problem med et barn der ikke vil børste tænder om aftenen. En god løsning på det uløste problem er ikke at barnet kan undlade at børste sine tænder for det vil nok ikke tilgodese den voksnes bekymring for at barnet får huller i tænderne. I stedet kan det måske være at en god løsning for begge parter at barnet selv kan vælge hvor barnet vil børste tænder. Det kan eks. være i stuen så barnet ikke går glip af det sociale fællesskab med resten af familien mens det børster tænder. Ofte er det “små” ændringer der kan medvirke til at dagligdagskonflikter (som tandbørstning) forsvinder. Det centrale med de løsninger man finder, er dog at de skal tilgodese begge parters bekymringer og træffes i et samarbejde mellem barnet og den voksne.
